Labouchere: systemet, der streger tal ud af en række.

Labouchere er en roulettestrategi bygget på udstregning af tal. På forhånd fastlægger du en række, der svarer til rækkens gevinstmål. I hver runde satser du summen af det første og det sidste tal. Efter en gevinst streger du begge yderpunkter ud, efter et tab skriver du den tabte indsats bag på rækken. Der spilles oftest på indsatser med udbetaling 1:1 — rød/sort, lige/ulige, lav/høj. På europæisk roulette har sådan en indsats 18/37 i chance, altså cirka 48,65 %; nullen sørger for, at det ikke er fair 50-50.

Hvorfor virker Labouchere så klog?

Til forskel fra Fibonacci bruger Labouchere ikke en fast talrække. Rækken opstår direkte ud af spillets forløb, så systemet virker fleksibelt og mindre aggressivt. Dertil kommer et psykologisk stærkt indbygget trick: en gevinst streger to tal ud, mens et tab kun tilføjer ét. Deraf følger, at det er nok at vinde cirka en tredjedel af indsatserne for at lukke rækken — og med en chance omkring 48,65 % lyder det som en sikker sag.

Men det forhold har en skjult pris. De tal, du skriver til efter tab, er summer af rækkens yderpunkter — altså stadig større værdier. Vinder du ofte nok, bliver rækken kortere, og alt ser kontrolleret ud. Kommer der en uheldig kombination af tab og gevinster, strækkes rækken, yderpunkterne vokser, og systemet begynder at kræve langt mere af bankrollen, end du regnede med.

Labouchere-systemets regler

Det typiske eksempel begynder med rækken 1–1–1–1–1. Den betyder, at du vil vinde 5 enheder i rækken. Første indsats er summen af det første og det sidste tal, altså 1 + 1 = 2 enheder.

Taber du, skriver du den tabte indsats bag på rækken. Rækken bliver til 1–1–1–1–1–2, og næste indsats er 1 + 2 = 3 enheder. Taber du igen, skriver du 3 til, og næste indsats bliver 1 + 3 = 4 enheder.

Efter en gevinst streger du det første og det sidste tal ud. Vinder du med rækken 1–1–1–1–1–2–3, fjerner du det første 1 og det sidste 3. Rækken bliver kortere, og næste indsats beregnes ud fra de nye yderpunkter. Er der kun ét tal tilbage, satser du netop det tal. Rækken slutter i det øjeblik, alle tal er streget ud — og nettogevinsten er præcis startrækkens sum.

De testede Labouchere-varianter

Den oprindelige test brugte eksempelrækken 1–1–1–1–1 og fulgte udviklingen over tid. Varianten uden grænse opførte sig som andre progressive systemer: den skabte vækst i visse stræk, men samtidig dukkede der dybe lokale fald op.

De næste tests satte rækkens maksimale tab til 100 og 200 enheder. Så snart systemet nåede den grænse, blev rækken nulstillet. Resultatet var ifølge den oprindelige graf markant dårligere: den begrænsede variant havde et faldende forløb. Grænsen fastlåser nemlig med jævne mellemrum et tab, som en ubegrænset række teoretisk stadig kunne hente hjem — men den ubegrænsede række støder til gengæld ind i bankrollen og bordets grænse.

Der blev også testet en lineær progression af rækker: efter hver mislykket række blev startrækken hævet, for eksempel til 2–2–2–2–2, derefter 3–3–3–3–3 og så videre. Den tilgang kunne skabe stigende stræk, men gav stadig lokale fald og høj risiko. Noget tilsvarende kan du slå til i simulatoren ovenfor ved at vælge startrækken.

Labouchere-systemets største risici

Den første risiko er overblikket. Labouchere kræver, at rækken føres samvittighedsfuldt. Laver du en fejl, forvrænger du ikke bare den næste indsats, men hele billedet af, hvor dybt inde i rækken du er.

Den anden risiko er rækkens gradvise vækst. Systemet vokser ikke lige så synligt som Martingale, men netop derfor kan det være mere lumsk. Du føler, at du har styr på det — indtil rækken med et par ettaller er blevet til en lang liste af større tal, og summen af det første og det sidste for længst ikke er et par enheder.

Den tredje risiko er grænsen. Sætter du en realistisk tabsgrænse for rækken, eller rammer du bordets grænse, nulstilles systemet ved en dårlig række med et fastlåst tab. Bruger du ingen grænse, kan du havne ved indsatser, du hverken vil eller kan lægge.

Sådan læser du grafen over bankrollen

I de gode stræk ligner Labouchere-grafen en regelmæssig lille trappe opad — hver lukket række lægger startrækkens sum til. Men det er ikke de rolige stræk, der tæller. Hold øje med det største fald, den højeste krævede indsats og den længste række: det er dér, det viser sig, hvad systemet reelt kostede dig i de øjeblikke, hvor rækken løb løbsk.

Derfor har simulatoren en knap, der skifter mellem grafen over bankrollen og grafen over indsatserne. Den anden afslører ofte problemet hurtigere: bankrollen kan se stabil ud, mens indsatserne allerede klatrer op i beløb, ingen almindelig spiller vil acceptere.

Europæisk, fransk og amerikansk roulette

Labouchere spilles på 1:1-indsatser, så forskellen mellem hjulene er afgørende. Europæisk roulette har 37 tal med én nul — en farve vinder i 18 ud af 37 tilfælde. Amerikansk roulette har 38 tal med både nul og dobbeltnul, så der er flere tabende udfald, og rækken vokser oftere.

Fransk roulette med La Partage eller En Prison mindsker nullens betydning ved 1:1-indsatser og er dermed det bedste miljø til at teste udstregningssystemer. Men bedre regler gør ikke Labouchere til et system uden risiko — de forbedrer kun spillets grundvilkår.

Sådan bruger du Labouchere fornuftigt i systemtesteren

Den bedste måde at forstå Labouchere på er ikke én demonstrationsrække. Kør flere simuleringer med samme indstillinger, og se på spredningen i resultaterne: den ene gang lukker systemet række efter række og vokser, den næste rammer det en uheldig kombination og styrtdykker. Det er ikke en fejl i simuleringen, men udstregningsrækkens naturlige volatilitet.

Hold især øje med fire tal: bankrollen til sidst, det største fald, den højeste krævede indsats og den længste række. En strategi, du hverken økonomisk eller mentalt kan bære, er ikke brugbar, heller ikke selv om én simulering gik godt. Til sammenligning med Martingale, Fibonacci eller d'Alembert på nøjagtig de samme spin kan du bruge Roulette-systemtester.

Dommen: giver Labouchere mening?

Labouchere er et interessant undervisningssystem. Det viser tydeligt, hvordan en udstregningsprogression kan se stabil og logisk ud og alligevel støde ind i det samme problem som alle andre roulettestrategier: husets fordel, nullen, grænserne og variansen.

Sammenlignet med Fibonacci er den mere fleksibel, fordi rækken ikke kommer af en fast talfølge, men af spillets forløb. Sammenlignet med Martingale virker den mindre aggressiv — indsatserne vokser ikke ved fordobling, men gennem en længere og længere række. Nogen indbringende strategi på lang sigt er den dog ikke. Labouchere bruges bedst til at teste, til at forstå bankrollstyring og til at sammenligne med andre progressive systemer.